Kvinder deltager oftere i screening for tarmkræft end mænd
Lørdag d. 4. februar markerer Verdenssundhedsorganisationen
(WHO), World Cancer Day, hvor der sættes fokus på kræft og måder at reducere
forekomst og dødelighed.
Kræftdødeligheden
kan reduceres ved
at screene for sygdommen, så den opdages i tide. Men mange - især mænd -
tager ikke imod tilbuddet om screening.
National screening for tarmkræft forventes indført
i 2014 og skal fungere som et tilbud om screening målrettet
aldersgruppen 50-74-årige.
Foreløbige analyser af data fra studiet
'Screening for
kræft i tyktarm og endetarm, 1985-2002 (DDA-15096)' tyder på, at
kvinder oftere end mænd vil tage i mod det nye tilbud for screening af
tarmkræft.
Studiet er baseret på 62.000 fynboer i alderen
45-75 år, der blev tilfældigt udvalgt til at deltage i en screenings-
eller kontrolgruppe.
Knap 31.000 personer fik tilbud om at deltage i
screening for tarmkræft hvert andet år over en periode på 15 år, og knap
31.000 personer blev udvalgt som kontrolgruppe.
Kun de personer, som havde deltaget i den
foregående screeningsrunde, blev inviteret til at deltage i den næste
runde. I alt deltog ca. 8.500 personer i alle 9 runder, svarende til
knap 28% af de personer som oprindeligt blev inviteret.
Analysen viser, at andelen af kvinder blandt de deltagende stiger i takt med antallet af
screeningsrunder. Fra ca. 52 % i første screeningsrunde til ca. 54 % i
sidste runde.
Mænd falder altså i højere grad fra
screeningsprogrammet end kvinder.
Denne foreløbige analyse kunne tyde på, at der
kræves en ekstra indsats for at få mænd til at fortsætte med at blive
screenet.
Datamaterialet fra
'Screening for
kræft i tyktarm og endetarm, 1985-2002 (DDA-15096)' kan rekvireres
til videre analyse via
DDA’s søgekatalog.
Kontakt arkivar Stine Byberg for mere
information.
[2012-02-03] |